Ombygning af lejlighed på Frederiksberg

Fem personer.
100 kvm. Èt hjem

På Frederiksberg har en familie på fem valgt at blive boende i deres elskede, centrale lejlighed i stedet for at flytte ud af byen. Med en klog og fleksibel ombygning er ét fælles børneværelse blevet til tre små, lyse værelser med plads til både privatliv, opbevaring og teenageinteresser – uden at lejligheden har mistet sin rummelighed og sit fællesskab.

Om projektet

Færdiggjort: 2024
Lokation: Frederiksberg, København
Bag projektet: Mari Holen og Mille Rude
Arkitekt: Peter Ravnborg, Studio Hara
Fotos: Andreas Mikkel Hansen / Peter Ravnborg


Her bor: Mari, Mille og deres tre børn Halfdan, Ebba og Eigil

I mange år passede lejligheden på Frederiksberg perfekt til Mari Holen, Mille Rude og deres tre børn. Her var skole, venner, gårdliv, altan og byens muligheder lige uden for døren. Men efterhånden som børnene blev større, ændrede behovene sig.

Halfdan, Ebba og Eigil havde længe delt værelse og været glade for det. Men med teenageårene fulgte også et behov for at kunne lukke døren, være alene, lave lektier, spille saxofon, læse manga eller bare have et sted, der var deres eget. Familien stod derfor over for et valg: Skulle de flytte til noget større uden for byen, eller kunne lejligheden på godt 100 kvadratmeter gentænkes, så alle kunne blive?


Børnene ville blive
For børnene var svaret klart: De ville gerne blive. Skolen lå få minutter væk, vennerne boede i nærheden, og hverdagen på Frederiksberg var tryg og fuld af liv. Også for Mari og Mille gav det mening at blive i de rammer, de kendte og holdt af.

Beslutningen blev truffet i fællesskab. Børnene blev involveret i overvejelserne om fordele, ulemper og behov, og familien begyndte at undersøge, hvordan lejligheden kunne ændres, så der både blev plads til privatliv og til det fælles liv, som stadig er centrum for hverdagen.

En ny plan på de samme kvadratmeter
Opgaven var ikke enkel. Lejligheden rummede stue, spisestue og kun to værelser, men nu skulle der være plads til tre børneværelser uden at skabe mørke, aflukkede rum. Derfor kontaktede familien arkitekt Peter Ravnborg fra Studio Hara.

Løsningen blev en ny, arkitekttegnet børneafdeling med modulære vægge, indbygget inventar og glasfelter øverst, så dagslyset kan bevæge sig på tværs af rummene. Lejlighedens ene ende, som tidligere rummede et stort forældresoveværelse og et fælles børneværelse, er nu opdelt i tre børneværelser og små fordelingsgange med indbygget opbevaring.

Tvillingerne Ebba og Eigil har værelser ved siden af hinanden i det tidligere soveværelse, mens storebror Halfdan har fået det største værelse. Alle tre har nu et sted, hvor de kan trække sig tilbage og lukke døren.



ksdjhfksadlksdjgalkjfg

sdlfjhlsadkhalsfdhølaskhf

lsdfkhlsdkhflsdkhføl

- kajgsfkgdksjfgldskjfglj

Små rum med store kvaliteter
Projektet viser, at små værelser ikke behøver være kedelige eller trange. Hvert rum er nøje bearbejdet med specialbyggede senge, skriveborde, skydedøre og opbevaring. Under sengene er der dybe skuffer på 90 centimeter, og de fleste skabe er placeret i fællesarealerne, så man kan hente ting uden at forstyrre den, der sover eller har lukket døren.

Materialerne er en vigtig del af oplevelsen. De nye vægge er udført som et præfabrikeret, modulært byggesystem i fyrretræ med malede krydsfinérplader. Det giver børneafdelingen en varm, taktil og sammenhængende karakter, hvor funktion og æstetik hænger tæt sammen.


Fleksibilitet til næste livsfase
Ombygningen er ikke kun en løsning på familiens behov lige nu. Den er også tænkt fleksibelt. De modulære vægge kan pilles ned igen og bruges et andet sted, når børnene en dag flytter hjemmefra, og lejligheden kan igen ændre karakter.

På den måde er projektet både en pladsoptimering og en fremtidssikring. Det giver børnene privatliv i en vigtig livsfase, uden at familien binder lejligheden fast i én bestemt plan for altid.‍


Mere liv på mindre plads
For Mari og Mille har ombygningen krævet prioriteringer. De har sagt farvel til et stort soveværelse og må hver aften forvandle stuen til soveværelse. Men til gengæld har de fået en lejlighed, hvor alle børn har deres eget sted, og hvor familien kan blive i det byliv, de holder af.

Projektet viser, hvordan en bolig kan rumme mere liv uden at blive større. Med gennemtænkt planlægning, fleksible vægge, godt dagslys og specialbygget inventar er der skabt plads til både fællesskab og privatliv på få kvadratmeter. Og måske er det netop derfor, lejligheden føles større, end tallene på papiret fortæller.

Værd at bemærke

  • Kvadratmeter per person: 21 m²

  • Bo småt: En familie på fem bor på 102–106 m² midt i byen

  • Pladsoptimering: Lejligheden er ombygget, så alle tre børn har fået eget værelse

  • Fleksibilitet: De nye vægge er modulære og kan pilles ned og bruges igen, når behovene ændrer sig

  • Dagslys: Glasfelter øverst i væggene sikrer lys og kig på tværs af rummene

  • Biogene materialer: Vægsystem og inventar er udført i fyrretræ og krydsfinér