Bevar Boligen – ny pris hylder modige og fremsynede rådgivere og boligejere
Bevar Boligen er ny arkitekturpris, som skal hylde de boligejere og arkitekter, som går forrest med fremsynede boligrenoveringer og ombygninger, hvor livskvalitet og klimaaftryk forenes på inspirerende vis.
Bevar Boligen skal samle de gode eksempler, som kan inspirere og motivere flere til at renovere, transformere og bygge om og bo med omtanke for både klima, livskvalitet og fælleskaber.
Prisen uddeles i fem forskellige kategorier:
Kloge materialevalg gives til en renoveret eller ombygget bolig, som viser ambitiøse valg af genbrugs- og biogene materialer.
Deling og opdeling til fællesskab gives til en ombygget bolig, som gør det attraktivt at dele funktioner og kvadratmeter med hinanden, og som evt. viser, hvordan en bolig kan opdeles, så flere kan bo under samme tag.
Respektfuld renovering gives til en renoveret eller transformeret bolig med særligt fokus på at genbruge så meget som muligt og gøre så lidt som muligt - med størst mulig boligkvalitet.
Fleksibilitet og foranderlighed gives til en arkitektonisk løsning, der gør det let at ændre boligen til nye behov på kort og lang sigt, og som dermed reducerer behovet for (nye) kvadratmeter.
Juryens specialpris gives til det helt særlige boligprojekt, som enten sprænger rammerne for de andre kategorier eller på særlig vis kombinerer dem.
Frem til 15. juni kan boligejere og rådgivere indstille boligrenoveringer og ombygninger til prisen.
Læs mere om BevarBoligen og indstil her
Bevar Boligen uddeles af Danske Boligarkitekter i samarbejde med Bevar Mere, som Realdania, Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Dreyers Fond står bag. Danske Boligarkitekter er støttet af Realdania, og drevet af Videncentret Bolius og Danske Arkitektvirksomheder.
Fotos: Bevar Boligen / Fotografer: Andreas Mikkel Hansen, Christina Kayser O., Anders Sune Berg, Lars Krog Hansen.