Ny guide til bygherrer, rådgivere og kommuner: Kom godt fra start med transformationsprojekter – trin for trin
Nyt værktøj guider bygherrer og rådgivere sikkert i gang med transformationsprojekter ved at gøre dem mere overskuelige og dermed mindre risikofyldte. Hvert trin hjælper med at afklare potentialerne for transformation med tilpassede spørgsmål og overvejelser. Dermed er guiden med til at øge chancen for, at flere ejendomme bliver bevaret og transformeret til boliger.
Transformation af eksisterende ejendomme er ikke standardiseret på samme måde som nybyg, og for nogle opleves det derfor kompliceret og mere risikofyldt. Ved en eksisterende bygning er mange faktorer givet på forhånd – og processen er derfor en anden end ved nybyggeri.
For at gøre transformationsprojekter lettere at gennemskue – og dermed mindre risikofyldte – er der behov for en systematisk tilgang, som - trin for trin - afdækker en ejendoms transformationspotentiale og den gode proces til realisering. Det er særligt vigtigt i den tidlige fase, hvor de afgørende beslutninger om ejendommen defineres.
Derfor lancerer Københavns Kommune og Over Byen Arkitekter i dag en ny guide, som trin for trin guider bygherrer og rådgivere gennem transformationsprojekters proces: Fra de indledende faser, hvor risikoafdækning er afgørende, til den rigtige opstart af dialogen med myndighederne.
Guiden gennemgår konkret tre vigtige trin, som man skal forholde sig til i arbejdet med en mulig transformation:
Plangrundlag - kortlægning af de ydre rammer, og hvilken betydning, de kan have for projektet.
Kortlægning af bygning - værdisætning og kortlægning af bygningsinformationer og tilstand.
Program og ejendom - hvordan det ønskede program passer til bygning og matrikel.
Hvert trin rummer spørgsmål og overvejelser, som hjælper med at afklare potentialerne for transformation – og som dermed øger chancen for, at flere ejendomme bliver bevaret og transformeret til boliger.
Ud over de tre trin til at klarlægge de indledende faser indeholder guiden også tidlige overvejelser, råd og vejledning samt input til forberedelsen af dialog med kommunen.
”Det er tydeligt, at alle involverede parter virkelig ønsker at skabe liv i de eksisterende ejendomme i stedet for at rive dem ned, men arbejdet har også afsløret, at det er en kompleks verden at navigere i, for både bygherre og forvaltningerne. Guiden er derfor en hjælp til at få belyst relevante forhold, der som minimum skal være styr på, siger Esben Thorlacius, Partner og Cand. Arch. i Over Byen Arkitekter om arbejdet.
Guiden er udarbejdet i samarbejde med en følgegruppe bestående af Gefion Group, Danica Ejendomme, Freja Ejendomme, AAB og CPH Invest.
”Vi skal tage udgangspunkt i de bygninger, vi allerede har, når vi udvikler byen - både af respekt for byens historie og af hensyn til bæredygtighed. Vi har allerede mange bygherrer, som foretrækker at udvikle eksisterende byggeri, og ved det seneste budget fik vi afsat midler til at understøtte det. Og det er vigtigt, for hvis vi skal lykkes med målsætningerne i Klimastrategien, skal vi alle lære at tænke nyt og inspirere hinanden,” siger Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune i en pressemeddelelse om guiden.
Viden og værktøjer til at skabe fremtidens boliger
Værktøjet er ét af de 17 Bevar Mere-projekter, der udvikler viden og værktøjer til at skabe flere af fremtidens boliger i nutidens bygninger. De 17 projekter spænder over fire temaer:
Flere i enfamiliehuse
Transformation af erhvervs-, kontor- og velfærdsejendomme
Etablering af tagboliger i eksisterende etageejendomme
Fremtidssikring af den almene sektor
Resultaterne fra de 17 projekter offentliggøres i løbet af 2026.
Find guiden og mere information om de 17 vidensprojekter og værktøjer her.